Når verden viser sig

At læse Politisk Teori og Offentlig Forvaltning her i Grønland har vist sig at være meget praksisnært. For underviserne har enten været gæsteundervisere, der også har embeder ude i den “virkelige verden”, eller lektorer, der er de førende på deres felt og derved aktivt deltagende i de mange konferencer, der finder sted her i Nuuk eller generelt i Arktis.

Den praksisnære tilgang udspringer på nogle måder af, hvad der til tider kan virke som et klart ønske om at uddanne generationer af unge, som har styr på forholdene her i Grønland, og som forstår systemet – men i denne tilgang ligger også et paradoks.
For jeg forstår udmærket godt ønsket om, at man vil uddanne med fokus på, hvordan tingene er her i Grønland. For de er ikke – og skal ikke være – som i Danmark. At Grønland har overtaget det danske system er meget klart, og at det ikke altid giver mening, ligeledes.

Desværre bærer den praksisnære undervisning præg af at vedligeholde netop dette.
For de mange tekster og den undervisning, vi modtager, er i høj grad en indføring i grundlaget for den praksis der er nu – og selv om dette på alle måder også er relevant, så kræver det efter min optik, hvis man ønsker at bryde med det, at man læser litteratur, som netop kan udfordre dette. Litteratur, der kan vise andre sider af verden.

For som den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta skriver i artiklen _”What If? Art education beyond expression and creativity”_, så er det at eksistere som subjekt et spørgsmål om at vende sig mod verden – og i uddannelsesmæssig regi et spørgsmål om, at man som subjekt bliver rettet eller drejet mod verden. At man bliver vist verden.

Men hvis man blot bliver vist det samme udgangspunkt gang på gang, kan det virke svært at se, hvordan man som institution(er) ønsker at forme individer og nye generationer af arbejdstagere til at udfordre netop de ting, man ønsker at bryde med – eller udfordre – hvis man ikke viser dem andet end det, som allerede eksisterer.

I min optik må uddannelse – om end i dette tilfælde – også stærkt sigte efter at bryde med netop det praksisnære og etablerede og sigte efter at udfordre det. Udfordre de gamle teoretikere som Weber, der gentages alt for ofte, med nye bud eller kritikere, der som minimum kan være inspiration til ikke blot at replikere og gentage.