Vælg Sprog / Choose Language
Midt imellem eventyr og dagligdag.
I mandags rundede jeg den første måned her i Nuuk. En måned fyldt med oplevelser og tid i naturen – men også en måned, hvor hverdagen for alvor har meldt sig. Hverdagen består af undervisning, masser af læsning og naturligvis varetagelsen af mine øvrige projekter. Som nogle allerede har bemærket, har september også været måneden, hvor jeg sammen med min ven, journalist og antropolog Mie Olesen, lancerede kulturmagasinet Kulturform.dk
Kulturform er et nyt kulturmagasin med ambitionen om at belyse de historier om kunst og kultur, som sjældent får plads i de etablerede medier – eller som gemmer sig i små niche genrer. Vores mål er at skabe en platform, der samler fortællinger fra kulturlandskabets mange kroge ét sted. Magasinet skal inspirere, skabe forbindelser og vække nye interesser hos alle, der søger ind i kunstens og kulturens verden.
Ved siden af arbejdet med at få KULTURFORM i luften har jeg naturligvis også passet studierne på Ilisimatusarfik – det er trods alt grunden til, at jeg befinder mig her. Universitetet er ikke stort sammenlignet med mange andre, men for mig virker størrelsen nærmest hjemlig. Faktisk minder DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet) og Ilisimatusarfik meget om hinanden i både omfang og atmosfære. Når et universitet har omkring 1000 ansatte og studerende, lærer man hurtigt de fleste ansigter at kende. Ulempen er dog, at den lille studenterflok hurtigt bliver sårbar over for fravær – på nogle dage kan de fremmødte næsten tælles på én hånd.
Gumbo i maven og så Strik og Drik
Ved siden af arbejdet med at få KULTURFORM i luften har jeg naturligvis også passet studierne på Ilisimatusarfik – det er trods alt grunden til, at jeg befinder mig her. Universitetet er ikke stort sammenlignet med mange andre, men for mig virker størrelsen nærmest hjemlig. Faktisk minder DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet) og Ilisimatusarfik meget om hinanden i både omfang og atmosfære. Når et universitet har omkring 1000 ansatte og studerende, lærer man hurtigt de fleste ansigter at kende. Ulempen er dog, at den lille studenterflok hurtigt bliver sårbar over for fravær – på nogle dage kan de fremmødte næsten tælles på én hånd.
Samværet blandt udvekslingsstuderende prioriteres ligeledes højt, og vi skiftes til at arrangere små weekendarrangementer. Lørdag den 13. september åbnede vi dørene i Blok 15, så de andre kunne kigge forbi til mad og samvær. Om aftenen ventede arrangementet Strik og Drik i Katuaq, men inden da havde vi lovet at lave aftensmad. Jeg valgte at kaste mig ud i en omgang gumbo – dog uden okra. Alt var snittet og gjort klar, inden jeg gik i gang med rouxen. Jeg tror aldrig, jeg har lavet en roux med en udsigt som den fra køkkenet her i Nuuk.
Det var lidt af en udfordring at kontrollere olien og melet, da komfuret nemt bliver glohedt og holder på varmen længe. Efter lidt tid tilsatte jeg the holy trinity, forskellige krydderier, senere kylling og til sidst pølse. Normalt bruger jeg kålpølse i Danmark, fordi den holder teksturen godt – i New Orleans ville man vælge andouille. I Nuuk måtte jeg improvisere med hjemmelavede røgede moskusokse-frankfurtere fra Brugseni, og resultatet blev overraskende vellykket.
Efter en solid omgang New Orleans soul food satte vi kursen mod Strik og Drik. Det er næppe en hemmelighed, at jeg ikke er hjemmevant i strikkens verden. Vi var da også fire mænd, der havde købt billetter på bagkant, og vi sad oppe på balkonen, hvor vi primært tog os af “drik”-delen. Showet var udmærket og underholdende, men til tider lidt for løssluppent. Kristine Felthouse har en livsglad og humoristisk tilgang, som jeg sætter stor pris på, men en stærkere modspiller og rammer kunne have givet forestillingen mere kant.
Aftenen blev rundet af med et par fadøl på Daddy’s.
Tilmeld Mit Nyhedsbrev
NATO var tilstede
De seneste uger har Nuuk været præget af NATO-øvelse, som har sat sit tydelige aftryk på både luftrummet, havet og byens atmosfære. Søværnets skibe har sejlet rundt i fjorden, og helikoptere har ofte krydset fjeldtoppe og gader.
Mens mange har budt øvelsen velkommen, har andre ønsket en anden timing, da øvelsen faldt midt i højsæsonen for rensdyrjagt – en jagtform, der både er dyr, tidskrævende og kræver store ressourcer. Så når helikopterne flyver over områder, hvor rensdyrene holder til, skræmmes de naturligvis væk til andre områder.
Jeg var ude at fiske igen søndag den 14. september ved det, man kalder Verdens Ende. Midt i stilheden passerede et flådeskib og en helikopter brølede hen over hovedet på mig.
Heldigvis skræmte de ikke fiskene. Efter flere ture uden held var der endelig bid. Den første sprang af, men lidt senere fik jeg en lille torsk på land. Det var længe siden, jeg sidst havde stået med en fisk, der stod til at ende sine dage, men et hurtigt gok i nøden gjorde det. Fangsten blev fileteret og lagt på køl til aftensmaden, hvor jeg serverede den stegt i smør med salt og peber – ledsaget af gnocchi med hvidløg, løg, hvidvin og parmesan.
Snehare, hindbærsnitter og 20 km
Onsdag den 17. september besluttede jeg endnu engang at gå på opdagelse i fjeldet bag Nuuk. Målet var at komme højere op og længere ud. Turen begyndte ved Ilisimatusarfik, videre forbi fængslet, gennem Paradisdalen – og derefter bare opad. Undervejs mødte jeg en yngre engelsktalende jæger på rypejagt, og vores rute fulgtes nogenlunde ad et stykke vej.
Til turen havde jeg provianteret med en sandwich med laks og rejer samt hindbærsnitter fra Brugseni. De viste sig at være overraskende effektive som energikilde.
På et plateau tog jeg kameraet frem, og timingen kunne ikke have været mere perfekt. For ud af det blå hoppede en snehare frem mellem klipperne. Jeg fik taget nogle billeder på afstand, men ærgrede mig et øjeblik over ikke at have bragt min 100-400 mm-linse med. Lidt FOMO rammes man vel alle af.
Turen hjem gik hele vejen til Blok 15, og da jeg stod foran opgangen, viste uret 20 kilometer.
Nuuk International Film Festival
Vel hjemme var kroppen træt og trængte til et varmt bad. Efterfølgende besluttede jeg at tage ordentligt tøj på og sætte kurs mod Pascucci Café i Nuuk Center for at læse. Hjemme i lejligheden ville bøgerne næppe have fået den samme opmærksomhed – i hvert fald havde det været bag lukkede øjenlåg. Med mine bøger foran mig, en cappuccino og lidt larm fra de andre gæster på cafe, fik jeg klaret mig gennem læsningen.
På vej hjem fra caféen passerede jeg Katuaq, og netop dér tikkede en besked ind: en bekendt tilbød mig en billet til premieren på Qajaq Man. Selvom jeg var træt, ville det være dumt at sige nej, så jeg gik straks til indgangen.
Premieren markerede også åbningen af Nuuk International Film Festival (NIFF), og der var en fin lille reception med fingerfood og drikke.
Filmen, instrueret af Joe Derrick, følger Mike Keen på en rejse langs Grønlands kyst. Fokus ligger ikke blot på natur og eventyr, men på fællesskab, Inuit-traditioner og en kostforståelse, der står i kontrast til den vestlige verdens til tider ultraprocesseret mad. Filmen er produceret af Ill Kippers Productions, hvor Nikolaj Coster-Waldau er medindehaver og producer.
Selve filmen var både underholdende og tankevækkende. Alligevel mistede den mig undervejs på den videnskabelige del: Keen skiftede sin engelske kost ud med en traditionel fanger kost, og forskere fra Ilisimatusarfik fulgte forløbet. Efter 3.500 km i kajak og en 75 dage med ny kost, viste tallene overraskende nok store forbedringer. Et vigtigt studie – men efter min mening burde man have tydeliggjort de metodiske begrænsninger. Et så lille forsøg kan ikke være repræsentativt for bredere befolkningsgrupper. Samtidig blev betydningen af den fysiske aktivitet underbetonet i forhold til kosten.
Som jeg hørte i krogene, var dataene desuden ikke færdigbehandlet, da projektet indgår i et længere forskningsforløb. I så fald burde man have ventet med at bruge det som filmens videnskabelige omdrejningspunkt – eller i det mindste have markeret tydeligt, at konklusionerne var foreløbige.
Nå, det blev en lang blog, og der kunne sagtens tilføjes mere. Men det må være nok for denne gang. Tak fordi du læste med helt til slut.
Mit Efterår i Grønland – En Tid, der Ebber Ud
Home / Vælg Sprog / Choose Language Mit Efterår i Grønland – En Tid, der Ebber Ud Sneen har lagt sig som et stille tæppe
Når verden viser sig
Home / Vælg Sprog / Choose Language Når verden viser sig Refleksioner over mødet med teori og natur Tiden går, eller tiden kommer. Der er
Midt imellem eventyr og dagligdag i Nuuk
Home / Vælg Sprog / Choose Language Midt imellem eventyr og dagligdag. I mandags rundede jeg den første måned her i Nuuk. En måned fyldt
En reaktion